Nogle kostretninger handler om afsavn. Middelhavskøkkenet handler om det modsatte: ægte råvarer, der både smager fantastisk og beskytter kroppen. Her tager Cue Insider Thomas Rode os med ned i det køkken, han bruger som fundament, og forklarer, hvorfor det virker.
Et køkken bygget på ægte råvarer
Middelhavskøkkenet har sine rødder i lande som Frankrig, Italien og Grækenland, hvor man fokuserer på grøntsager, krydderurter, oliven, nødder, fuldkorn og bælgfrugter, med et moderat indtag af kød, fjerkræ og mejeriprodukter.
Det er en kostretning bygget på ægte råvarer, der giver vitalitet, og som samtidig har fokus på at beskytte dig. Og det mest bemærkelsesværdige er, at råvarerne smager supergodt, når de bliver sat rigtigt sammen.
Olivenolien er fundamentet
Når vi taler middelhavskøkken, er det umuligt at komme uden om olivenolien. Den er fundamentet og erstatter margarine, mekanisk fremstillede planteolier og smør.
Sammen med nødder, som også indeholder en masse gode olier, er det fedtstoffer, der beskytter frem for at belaste.
Grøntsager som den bærende del
Grøntsagerne er hovedkomponenten, ikke bare som tilbehør, men som en bærende del af måltidet. Krydderurter træder i stedet for salt, usprøjtede citroner giver lidt skarphed, og fuldkorn indgår i moderate mængder.
Krydderurter som oregano, rosmarin og basilikum gør mere end at give smag, liv og vitalitet til maden. De har også antiinflammatoriske egenskaber.
Fisk, bælgfrugter og olie i samspil
Fed fisk to til tre gange om ugen, understøttet af bælgfrugter som kikærter, linser og bønner, og naturligvis olivenolien, har altid været fundamentet i middelhavskøkkenet. Ser man på sundhedstilstanden i middelhavslandene, tyder meget på, at det fungerer.
Alle disse elementer spiller sammen. Fibrene fra grøntsagerne og linserne, de antiinflammatoriske krydderurter, omega-3-fedtsyrerne i fisken og olivenolien er alle med til at dæmpe inflammation og forbedre kolesterolet. Det er en kost, der er forbundet med beskyttelse mod hjerte-kar-sygdomme og demens.
Thomas' råd til at komme i gang
Lad grøntsagerne bære måltidet. Brug alle de fantastiske grøntsager, og lad dem være mere end blot tilbehør.
Krydr med smag frem for salt. Krydderurter, citrusfrugter og hvidløg gør maden lækker og tilfører samtidig gavnlige egenskaber.
Få fed fisk ind to til tre gange om ugen. Mindst. Det er en enkel vane, du næppe kommer til at fortryde.
